Nordhammer Bådelaug

gennem 25 år

1988 - 2012

 

Velkommen til Nordhammer Bådelaugs Jubilæumsskrift.   

En dag i starten af 2012 kom klubbens kasserer, Eric Kongebo, hen til mig og sagde, at vi skulle have lavet et jubilæumsskrift i anledning af klubbens første 25 år. ”Ja”, sagde jeg, ”det lyder da som en god ide”. Eric fortalte mig ved den lejlighed, at han havde fundet alle de gamle dokumenter frem fra de forgangne generalforsamlinger. Jo mere han snakkede, jo mere gik det op for mig, at han regnede med og gerne så, at det var mig, der lavede omtalte jubilæumsskrift. Det var vist egentligt ikke til debat, så jeg accepterede og gik i gang.   

Jeg har forsøgt at give et overblik over tidens begivenheder, baseret på de gemte dokumenter men i høj grad også baseret på nogle af medlemmernes historier og billeder.   

Det er mit håb, at alle vi, som er kommet til siden hen, kan bruge skriftet til at få øjnene op for det kæmpe arbejde, der er lagt i opførelsen af havnen. Helt fra den spæde ide, til handling og videreudvikling fra anløbsbro til lystbådehavn.   

Nu er Nordhammer Bådelaugs medlemmer jo driftige folk, så hvis den fulde historie og alle oplevelserne skulle med i dette skrift, ville det blive en gedigen roman og da det overstiger mine evner og sikkert også læsernes tålmodighed, håber jeg på forståelse for, at der helt sikkert, efter din mening, mangler noget. Ikke mindst mangler der omtale af alle de ildsjæle der har brugt størstedelen af deres fritid – og vist også til tider deres arbejdstid – men det er et bevidst valg. Da jeg ikke selv var til stede i starten er jeg bange for at det vil blive ulige fordelt og helt sikkert ikke give dem der mest fortjener det den passende omtale. Og som man siger – ingen nævnt – ingen glemt.   

2013

Anna Cramer

Med uvurderlig hjælp fra klubbens medlemmer gennem tiderne.

 

Der var engang… Sådan starter alle gode eventyr og fortællinger.   

Og vores fortælling tager sin begyndelse i området nord for Hammerknuden. I dette område har der i årtier været joller, der har ligget for svaj i bugten, delvis beskyttet af knuden men også af Orø. Farvandet er nogenlunde stille og da det er et stort fladvandet område, er det et godt sted at have sin jolle liggende. Eneste problem er at man – hver eneste gang – skal vade ud og ind igen, til og fra sin båd. Slæbende på redskaber ud og forhåbentlig fangst ind.   

Mennesker er så viseligt indrettede, at de i bund og grund har et behov for at optimere og effektivisere, så langsomt opstod behovet for at komme lettere om ved det.  Ville det ikke være helt fantastisk at have en lille anløbsbro, hvor man kunne laste og losse?

Men hvor skulle man starte? Ingen var jo i tvivl om at der skulle skaffes nogle tilladelser. Spørgsmålet var blot – hvem skulle man have fat i. Og måske var det en ide, at samle sig i et bådelaug så man derved kunne få sat tingene i system fra start. Ikke mindst ville man gerne sikre sig adgang til vandet, da der var forlydender om opkøb af hele området med henblik på feriecenter.   

Ib Schkliaroff – senere bådlaugets første formand - blev sammen med andre enige om at holde et orienterende møde med henblik på at stifte Bådelauget. Det blev annonceret i den lokale dagspresse, at der ville være stiftende generalforssamling d. 6 april 1988 og interesserede blev opfordret til at være med. Mødet tiltrak 31 deltagere og Ib blev valgt som formand. Ib var formand fra d. 6.4.1988 – d.30.3.1993.  Kontingentet blev fastsat til kr. 75,- årligt.

Nordhammer Bådelaug var nu en realitet.   

Da Skibby Sejlklub skulle nedlægges, tilbød de det nyligt startede bådelaug at overtage deres 5 optimistjoller mod at sikre undervisningen af de unge. Denne tjans påtog bl.a. Ole Iversholt sig.  Og således var en ny æra startet endnu før havnen var bygget.   

Bådelauget gik nu i gang med at kontakte kommunen og skovstyrelsen for at få afklaret forholdene med klublokale samt adgangen til vandet. Der skulle også findes en løsning på opbevaring af de nyligt modtagne joller.

Man kunne få den tanke, at processen med at ansøge myndighederne om tilladelse var en smal sag, men det skulle vise sig, at det langt fra var tilfældet. Det område som bådelauget havde tiltænkt sig selv, var en del af et større område som tilhørte Hammergården og var fredet. Det indebar inddragelse af kommunen, ændring af lokalplan, tilladelser fra Miljøministeriet, Skov og Naturstyrelsen, tilladelse fra Trafikministeriet og som en ekstra lille delikatesse, også arkæologiske undersøgelser af området, idet Nationalmuseets arkiver gjorde opmærksom på at der, både nord og vest for det tænkte anlægsområde, var gjort rige opsamlinger af ældre stenalders redskabsinventar.   

Hele området omkring Hammergården blev årsag til stor debat i den lokale befolkning. Der var ideer om feriekoloni, feriehuse, restauranter og rekreative formål og debatten gik ikke stille af. Der var byrådsmøde på byrådsmøde og den lokale presse var fyldt med masser af breve og indlæg. Der var ejendomsbesiddere som følte sig gået for nær. Og sommerhusejere, som mente at have købt sig en stille sommerresidens følte sig pludselig truet.  Man var bange for hvor stort og overrendt projektet ville blive. Det resulterede i, at beslutningen om hvor meget Hammer Anløbsmole (som den rettelig hedder) måtte fylde og beslutningen om hvor meget råderum Bådelauget kunne få trak ud, men endelig i løbet af 1988 fik Bådelauget tilladelse til at bruge de eksisterende lokaler, garagen – i dag det gamle klubhus. De efterfølgende tilladelser kom i hus på lidt utraditionel vis, da området - vores inkluderet - modtog besøg af en medarbejder fra Miljøministeriet/ Farum Skovdistrikt. Han konstaterede, at der var blevet anlagt en 2 meter bred grusvej fra garagen til nordstranden, at bådelauget havde indrettet sig i sprøjtehuset – i dag benævnt kælderen – samt havde lagt betonelementer ud mellem de 2 bygninger. Det var alt sammen gjort uden tilladelse fra skovdistriktet og var i strid med fredningskendelsen for området.  Han var heldigvis i godt humør og gav tilladelse til de allerede etablerede tiltag men forlangte at betonelementerne skulle fjernes.  Han præciserede ved samme lejlighed, at der ikke måtte køre motorkøretøjer på grusvejen. 

Endelig langt om længe var det hele på plads. Hele ansøgningsprocessen blev hjulpet godt igennem systemet, muligvis fordi der i Skibby byråd var en vis personlig interesse i anløbsmolens tilblivelse. Nu kunne arbejdet begynde.

 

 

 

Det så jo flot ud men kom også til at kræve en del arbejde.

Der var naturligvis mange tanker og ideer om molens udseende og type. Skulle man f.eks. lave molen i  moduler så den ville være let at tage op og ned, i stil med en badebro? Eller skulle man hellere lave en fast mole som kunne modstå vejret hele året? Beslutningen blev, at det skulle være en udfyldt mole og at den skulle bygges op af sten og beton. Der skulle dernæst laves en træ konstruktion bygget op på indersiden af molen.

Der blev regnet på hvad sådan et anlæg ville koste og hvor mange bådepladser der kunne være. Beregningerne viste, at bådepladserne ville komme til koste ca. 2000,- pr halve meter de var brede. Man antog i første omgang, at der ville være plads til 52 bådpladser. Medlemmerne opfordredes til at tilkendegive om de var interesserede i at tegne/købe anparter så financieringen kunne komme på plads.

Det blev kortvarigt overvejet om man skulle lade havnen bygge af professionelle men det blev lige så hurtigt forkastet igen, da det ville blive alt for kostbart. Medlemmerne i bådelauget blev i stedet opfordret til at give en hånd med, så projektet kunne gøres billigst muligt.

Lige her starter en tradition som stadig er gældende. Medlemmerne, som besidder mange forskellige uddannelser og megen forskellig kompetence, giver en hjælpende hånd på arbejdsdagene og i fællesskab bliver havnen skabt og vedligeholdt.

Det første, der skulle etableres af klubbens ihærdige medlemmer, var parkeringspladsen. Det var egentlig ikke en parkeringsplads da der ikke måtte parkeres men kun en plads beregnet til kortvarigt at aflæsse materialer og svigermødre med kaffekurve.  Siden hen gik medlemmerne i gang med at skaffe materialer til at bygge molen. Der blev lavet aftaler med landmænd om afhentning af sten til molen men man kunne godt indse, at det ville tage umindelige tider at få fyldt molen op, så da man så sit snit til at få byggemateriele fra den gamle idrætspark i København - der stod for nedrivning - var man ikke sen til at slå til. Når man i dag kommer på havnen kan man ikke undgå at bemærke to hvide afrundele betonklodser ved parkeringspladsen. De stammer også fra den gamle idrætspark og er heldigvis bevaret.

Helt som på tegningen på forrige side blev virkeligheden nu ikke. Man valgte – sikkert af hensyn til dønninger fra nord – at slå et lille slag ud mod øst efter det lange stykke mole der vender mod nord. Man valgte også at lave en lille bro til fiskerbåde, det der i dag er midterbroen.

 

Det første billede er skitsen som det var tænkt molen skulle se ud med en afdeling til lystbåde og en decideret fiskeri bro.

 

Det andet billede er en skitse over de arkæologiske boringer der blev foretaget. Der blev ikke fundet noget som kunne forhindre at molen blev opført, heldigvis.

Så endelig oprinder nogle af de vigtigste dage i bådelauget. Bådepladserne kan endelig fordeles og medlemmerne bliver inviteret til følgende:

 

Nordhammer Bådelaug d. 21.2.1992

Til Bådepladsindehavere!

I forbindelse med uddeling af bådepladserne, indbydes hermed til møde Lørdag d. 29.02.1992 klokken 1400 i N.H.B’ s lokaler, hvor pladserne vil blive fordelt.

Såfremt man er forhindret i at give møde, vil pladsen blive bestemt af bestyrelsen. Der vil snarest efter mødet blive sat en fortegnelse op på opslagstavlen i klubhuset over hvilken plads man har valgt/fået.

VIGTIGT: Medbring bådbevis, da pladsnummer skal påtegnes dette.

MVH Bestyrelsen

 

 

Nordhammer Bådelaug d. 21.2.1992

Indbydelse !

Da molen nu efterhånden skulle være færdig, indbydes medlemmerne herigennem til indvielse og standerhejsning

Lørdag d. 04.04.1992 klokken 1100.

Hvor N.H.B. byder på en lille forfriskning. Der vil senere være mulighed for køb af mad, samt øl, vin, vand m.v. på pladsen ved N.H.B. til rimelige priser.

Med håbet om at se så mange som muligt.

Bestyrelsen

 

Medlemmerne havde i perioden op til disse møder haft mulighed for at komme med et ønske om at få tildelt en bestemt plads. Mon ikke det var spændende at se om man fik sit ønske opfyldt.   

Det blev endelig tid til indvielse som blev foretaget af Skibbys borgmester Gitte Schønnemann.   

 

 

På billedet ses den daværende kasserer Carsten Eggert Nielsen overrække blomster til Skibby kommunes daværende borgmester. Til højre ses den daværende formand for bådelauget Ib Schkliaroff. Bemærk at man bag Carsten kan se den ene af de afrundede sten fra den gamle idrætspark.

Første etape i anløbsmolen var nu klar til brug. Men der kom mere til. På indersiden af den lille fiskeribro var der så lavvandet, at man ansøgte om tilladelse til at lave endnu en mole. Den mole skulle bestå og opbygges af det materiale der kom fra uddybningen på landsiden af fiskeribroen (senere midterbroen). Det gav i tilgift mulighed for at lave en række bådepladser på vandsiden af den nye mole. Imidlertid ville det materiale der var aflejret i den nye mole ikke blive liggende og blev konstant skyllet ud i bassinet igen.

Blandt andet derfor, besluttede man at slå en spunsvæg ned på østsiden af den første mole. Det var så meningen at det materiale der var blevet gravet op, da man uddybede og efterfølgende var blevet anvendt til at lave den nye mole, nu skulle graves væk igen og anbringes bag spunsvæggen. Det område hvor man fjernede materialet fra, og derved uddybede levnede plads til at bygge en træ bro. Denne kunne så besejles på begge sider og derved blev der skabt endnu flere bådepladser. På denne måde blev der ligeledes skabt plads og der var dybt nok til, at der kunne etableres et slæbested hvor bådene kunne sættes direkte ud i havnebassinet.  På det nys indvundne land blev der tilmed plads til søsætning med lastbil og der blev opsat en mastekran. Det var en klar forbedring bl.a. fordi det gamle slæbested var etableret på vest siden af havnen, hvor der var så lavvandet at bilerne nærmest skulle halvvejs til Orø, før der blev dybt nok til at jollen kunne flyde.

Men det at molen nu var færdigbygget betød ikke at der ikke var mere arbejde.

Langt fra. De kommende bestyrelser havde nok at se til.

De næste mange år var Ole Iversholt formand. I hans formandsperiode fra d. 30.3.1993 – d. 23.3.2001 blev der lavet mange forbedringer og reparationer af havne anlægget. Ole holdt en pause fra formandsposten fra d. 23.3.2001 – d. 28.3.2003 hvor Axel Østrøm tog posten for en 2 årig periode. Det vender vi tilbage til lidt senere. Ole kom tilbage på formandsposten d. 28.3.2003. Og der var stadig arbejde at gøre.

Beton blev støbt for at udvide molen og parkeringspladsen. Molehovedet blev gentagne gange forsøgt lavet – helt rigtigt hver gang – men naturen viste sig alligevel at være stærkest. Ikke mindst da der blev lavet 2 nye pladser på molehovedet. Det var ude i det dybe vand og broen ville gerne synke sammen. Sten og beton vejer godt til og der måtte hele tiden forstærkes med rustfrie konstruktioner.

 

 

Det vil helst falde sammen trods et ihærdigt forsøg på at lave det stærkt.

Bolte i træ konstruktionerne er blevet udskiftet, og selve træ konstruktionerne er også løbende udskiftet. Den lille jollebro bliver jævnligt ”taget op” af isen og må efterfølgende bankes på plads igen om foråret. Der er hele tiden nok at gøre.

 

 

 

Her er jollebroen dog skubbet op af et uvejr med meget høj vandstand. Man kan se at vandet har aflejret en del søgræs helt oppe på land.

 

 

 

Naturen har uanede kræfter. Her er det gået ud over bølgebryderen ved ydermolen.

 

 

 

Midterbroen ved vintertide. Kong vinter er jo ikke nem at hamle op med når det ser sådan her ud. Der var landfast (isfast) helt til Orø i denne periode.

 

 

 

Selv om der lægges slanger ud er det ikke altid nok. Denne vinter var slem og der måtte saves hul til pælene for at undgå skader.

 

For at undgå situationen som på billedet, bliver der hver vinter udlagt luftslanger mellem pælene. Bevægelsen i vandet holder for det meste pælene fri for is. Men det kan være et farligt hverv. En af arbejdsdagene skulle bruges på at udlægge slanger og slangen blev udrullet på ydersiden af agterpælene. Efterfølgende skulle 2 mand så – stående i en lille jolle – løfte slangen over hver anden pæl således at den snoede sig ind og ud mellem dem. Bedst som slangen var på sit højeste og føddernes pres ned i jollens bund derved størst, brast bunden og Om det var Eric Kongebo eller Joachim Cramer der gik gennem bådens bund huskes ikke men de måtte begge reddes i land. Gennemblødte og iskolde måtte de have sendt bud hjem efter tørt tøj. Vældig sjovt – bagefter.

 

 

 

Ved denne lejlighed er båden større og sikkert mere velegnet.

 

I 2009 – i Joachim Cramers formandsperiode ( 27.3.2009 – 10.8.2011) begyndte man at udskifte agterpælene, da det havde vist sig at der var gået pæleorm i nogle af dem. Man opdagede det efter en storm da det viste sig, at en stor båd i havnen ikke var fortøjret ordentligt og derved rev sig løs. Resultatet blev en knækket agterpæl som ved nærmere eftersyn viste sig at være ædt halvt op af pæleorm. Dykkere kunne konstatere, at mange pæle var klar til udskiftning og man så i ånden kasseapparatet ringe. Man frygtede at det ville brede sig med lynets hast men en ny undersøgelse året efter viste at det ikke var blevet meget værre. Imidlertid blev det vedtaget at hæve kontingentet så der var noget at stå imod med, for hvis værste scenarie skulle udspille sig, ville det være en investering på intet mindre end kr. 750.000,-   

Der blev etableret endnu 4 pladser – denne gang for enden af midterbroen, således at vi nu er oppe på de maximale 80 pladser som vi har tilladelse til. I erkendelse af at bådene bliver større og større år for år, har man valgt at lave pladser der er 4 meter brede. Det giver plads til trimaraner og andre større både.

 

 

Det er første gang havnen har huset en trimaran. Man kan se den sammenfoldet ude for enden af midterbroen.

 

Joachim Cramer træder tilbage fra formandsposten af personlige årsager og Max Karpfen skifter fra næstformand til formand (10.8.2011 – 23.3.2012) midt i en valgperiode. Max ville gerne have overblik over forgangne tider i bådelauget og med alle de mapper med papirer der fandtes fra starten af tilblivelsen af bådelauget har han nok at se til. Og derudover fortsætter behovet for vedligeholdelse.   

Der har gennem tiderne været en del problemer med elinstallationerne på havnen. Det er ikke så mærkeligt, for det er hårde betingelser med blæst, regn og ikke mindst saltvand. Gang på gang har det vist sig, at det ikke var muligt at finde den rigtige holdbare løsning fra starten. Det giver beskæftigelse på arbejdsdagene, når det hele skal skiftes ud med jævne mellemrum. Og det koster mange penge.

Som udgangspunkt er havnen selvejet og selvfinancieret af andelshaverne men det skader jo ikke at prøve at få del i de puljer der er afsat til at forsøde udendørs livet. Således lykkedes det klubben at få bevilget midler fra tipstjenestens fritidspulje. Et ikke helt ringe beløb. Godt gået af de medlemmer der tog det initiativ. Der er kun en ting jeg ikke forstår. Tuborgs grønne fond for glæde og fornøjelse blev også søgt men kunne desværre ikke støtte formålet, da de havde så mange ansøgninger. Jeg forstår godt de har mange ansøgninger, men jeg forstår ikke, de ikke vil støtte os – vi støtter da til stadighed Tuborg, så - noget for noget - havde vel været fair.   

Jeg nævnte tidligere at bådene bliver større og større og dermed bliver masterne ligeledes længere og længere. Nu kan de ikke længere ligge på den gamle plads under tagudhænget på det gamle klubhus men der må bygges et nyt masteskur. Bestyrelsen må igen have fat i myndighederne, for vi må jo ikke lave noget uden tilladelse. Vi mener selv vi er meget rimelige i vores ønsker men vi får alligevel ikke få lov at lave det lige som vi vil. Men så må vi jo nøjes og det er vel også godt nok. I hvert fald dejligt med mere plads.

 

 

 

Den første mast er på plads i det nye masteskur og der er god plads mange år frem i tiden.

 

Mens alt dette arbejde på havnen og udendørsfaciliteterne har pågået, har man samtidig istandsat det gamle klubhus. Det var jo oprindeligt en garage uden nogen form for køkken og wc. Langsomt blev det dog moderniseret og i første omgang blev det gamle køkken fra Sprøjtehuset/kælderen opsat og toilet installeret. Senere blev det fuldstændig renoveret så vi i dag har et fuldt moderne festlokale til op mod 100 personer. Gulvet er blevet isoleret og der er indkøbt nye møbler og ikke mindst er der indsat nyt køkken med alt i service. Helt fantastisk og lokalerne er meget ofte i brug.   

Men – for der er jo altid et men. Havnekontoret var bare en gammel skurvogn der stod med udsigt over havnen. Den kunne godt trænge til en fornyelse og da en af klubbens medlemmer var postmester og vidste at posthuset på Orø skulle nedlægges blev det arrangeret at vi fik lov at købe det billigt mod selv at transportere det væk.  Det var dog lidt stort, så huset – der var lavet af træ med millionvis af ledninger – saves over i 2 dele og hentes på lastvogn. Igen skulle bestyrelsen i gang med at søge om tilladelse. Vi ville jo gerne have det nede på havnen så den gode udsigt kunne udnyttes.  Frem og tilbage med papirer, breve og møder, men lige lidt hjælper det. Vi får ingen tilladelse. Huset er og bliver for stort og vi ender med at sælge det igen. Men nu ville vi have et nyt hus så der måtte flere ansøgninger afsted. Til sidst får vi tilladelse til at opføre et mindre hus. Vi får hjælp til at opføre det af EFG elever der mangler praktikplads men skal naturligvis selv købe materialerne.

Tidligere i fortællingen sprang jeg let og elegant hen over Axel Østrøms formandsperiode. Det var fordi det ville være på sin plads at nævne ham her. Det var nemlig i hans formandsperiode, det nye klubhus skulle bygges og derved også hans job, sammen med resten af bestyrelsen, at føre de allerede vedtagne planer vedrørende det nye byggeri, ud i livet. Axel var formand fra d. 23.3.2001 til d. 28.3.2003.

 

 

Flittige folk i gang med vores fantastiske nye klubhus.

 

Når man får tilladelse til at opføre et hus i første række til havet så kræves der en del af  byggeriet. Man kan f.eks. ikke selv vælge farver på vægge, tag og vinduer. De er dikteret af naturfredningen. Men resultatet blev godt alligevel. Bedre beliggenhed kunne vi ikke få og vi nyder det alle hver eneste dag.

Seneste skud på stammen er, at det er udvidet med et godt lille havnekontor så alt nu er helt perfekt. Overdækningen der strækker sig i hele husets længde giver ly til mangen en forkommen sejler der trodser vejret og sætter sig til bordet med grillmaden og en god øl eller et godt glas vin.

 

 

 

Det kræver åbenbart en del mænd at holde et maskindrevet jordbor. Nu er de jo heller ikke sværvægtere alle sammen.

Har vi så fået det ud af det som vi gerne ville?

 

Vi har jo hele tiden hørt fra myndighederne at det er et følsomt område og at naturen her er helt speciel. Det kan alle der færdes i området sikkert skrive under på. Vi har lykkedes med at skabe og bevare et område hvor alle der har interesse for at færdes på havet kan have et fristed. Ikke blot dem med store flotte lystbåde men i mindst lige så høj grad de mange mennesker der har deres daglige gang i motorbåde og joller til lystfiskeri. Især de mange små joller bliver brugt flittigt og vi skal huske at det var dem, der oprindeligt brugte området og som startede hele denne proces med en anløbsmole. Alle vi som bruger havnen er dem evigt taknemmelige for at de - sammen med alle medlemmerne gennem tiden - har orket at yde alt det de har gjort til fælles glæde og fornøjelse.

Mon ikke de fleste af os har haft venner og familie der er kommet kørende eller sejlende til vores dejlige havn og som har udbrudt ” hvor er her dog dejligt – og sådan en fred her er ”. I netop sådan et øjeblik bliver man stolt over vores sted og tænker ” vi er egentligt heldige at skæbnen har plantet os netop her”.

 

 

 

Idyllisk fred og ro i overmål.

 

Det lyder næsten som om det kun er lykke og idyl det hele. Sådan er virkeligheden jo sjældent og der har da også været gniderier fra tid til anden. Ikke alle beslutninger har været lige populære. Der har været uoverensstemmelser mellem de forskellige interessegrupper i bådelauget. F.eks var fiskerne og sejlerne ikke altid enige om havnens brug. Nogle følte sig tilsidesat, andre overløbet men i sidste ende har vores gode sammenhold alligevel vundet og alt ånder i dag fred og fordragelighed. Det store sammenhold skyldes temmelig sikkert at det er VORES havn. Vi har alle – på en eller anden måde – bidraget til fællesskabet og vi er også alle med til at passe på det.

Hvad vil fremtiden byde på? 

 

Ja, det vides vel egentlig ikke men mon ikke et godt gæt vil være, at vi fortsætter det store arbejde. Ikke mindst er der behov for at finde en løsning på den evige tilsanding af havnen da det både er dyrt og kompliceret at uddybe. Det er sikkert ikke det eneste og sidste der sker i havnen for ingen af os kan jo sidde stille og nyde udsigten uden at tænke – man kunne jo også flytte den der eller man kunne jo også lige bygge en ny dims der. Og ville det ikke være fantastisk hvis man lige kunne få endnu en tilladelse…

På den anden side er der lige den detalje at vi lejer jorden. Vi ejer den ikke. Hvor meget skal vi blive ved at udbygge og hvor mange penge skal vi putte i projektet. Hver 10. år skal lejekontrakten fornyes og vi er så småt begyndt at slå til lyd for at købe området. Hvad nu hvis vi ikke kan forny den en dag? Det bliver måske et job for vores nuværende formand Mogens Sloth Nielsen at få den kørt i hus. Han har heldigvis god tid for der er netop indgået en ny lejeaftale der løber i endnu 10 år.   

En ting er dog sikkert – stedet vil fortsat være naturskønt og et fristed for alle der har lyst til at være her. Og brugt – det bliver det. Der er aktiviteter hele året. Bådudflugter med frokost på vandet og fælles grill i en nærliggende havn om aftenen.

 

 

 

Sommerudflugt hvor bådene ligger for anker og man spiser og bader.

 

Sommerfester og Ålegilder, hvor kilovis af lokale ål (oftest fanget af vores egen Jørgen Fisker) og fantastiske flødekartofler bliver fortæret, hjulpet godt på vej af godt humør og en god øl. Arbejdsdage, der trækker så mange folk til, at der somme tider ikke er arbejde nok til alle. Folk lokkes af det gode fællesskab og ikke mindst af den gode danske mad der altid serveres bagefter. Ingen steder får man så gode ærter og godt flæsk som her hos os.   

Nu skal man jo ikke tro at julefrokosten vil stå i skyggen, så den bliver lavet som et stort sammenskudsgilde. Hver især medtager det bedste huset formår og vi deles om det hele. Det er ikke sært at en sejler bliver rundere med tiden. Nu skulle man tro at vi spiser hele tiden. Det gør vi nu slet ikke. Der bliver faktisk også sejlet. Først og fremmest ud på frokostture eller til eftermiddagskaffe, hvis ikke lige turen går ud for at fange middagsmaden men når det rigtig går højt, sejler vi sjælland rundt på indersiden. Hvorfor? Jo, fordi der holder man pause midt i kapsejladsen og spiser middag sammen med de andre sejlere. Det er jo først og fremmest det sociale der skal plejes og det er vi gode til.   

Vi hygger os – også med at gøre lidt grin med hinanden. Vi har indstiftet en pris ” Årets Kålhoved”. Denne fornemme pris går til det medlem der i vidners påsyn har kvajet sig mest i den forgangne sæson. F.eks kan nævnes at en bobcat – der var faret vild og var på vej ud i vandet – blev fanget af en forbipasserendes mobilkamera. Fortøjninger bliver snoet om GPS antenner, TV hængt op med velcro kun for snart at falde ned igen, o.s.v.

 

 

 

Eric Kongebo sidder ikke kun hårdt på pengekassen som klubbens kasserer. Han er også en driftig mand som gerne selv tager initiativ til at udføre nødvendige arbejder på havnen.  Han troede sig vist uset den pågældende dag.

 

Tilbage til spørgsmålet. Har vi opnået det vi ville?

Jeg tror jeg kan svare for alle.

Ja - det har vi. For – på disse breddegrader - findes der ikke en bedre plet end vores.   

 

Tillykke til bådelauget og alle medlemmerne med den store dag.